Hele 34 pct. af danskerne frygter, at de sparer for lidt op til pensionen
Langt de fleste lønmodtagere sparer op til pension gennem deres arbejde. Alligevel viser F&P’s Epinionundersøgelse, at 34 procent af danskerne er bekymrede for, at de sparer for lidt op til alderdommen.
- I Danmark har ni ud af ti danskere en arbejdsmarkedspension, og dermed er de i det store hele sikret økonomisk i alderdommen. Derfor er det også overraskende, at så mange frygter, at de indbetaler for lidt på deres opsparing. Mange tvivler på, om de har råd til den levestandard, de drømmer om som pensionist, og de frygter ikke at kunne blive boende i deres bolig, fortæller Karina Ransby, underdirektør i F&P.
I Danmark har vi et verdensklasse pensionssystem, der er med til at sikre ni ud af ti af os økonomisk i alderdommen. Hovedparten af arbejdsgiverne har enten via overenskomster eller firmaaftaler forpligtet sig til at indbetale til medarbejdernes pensionsordninger. Alle indbetalinger bliver investeret og yngler i al den tid, borgerne er på arbejdsmarkedet, så halvdelen af den enkeltes pensionen vil bestå af afkast – kun den anden halvdel er indbetalinger.
Flere end hver tredje frygter at spare for lidt op til pensionen
57 pct. af danskerne ser sig selv arbejde efter pensionsalderen
Regering og folketing ønsker, at danskerne skal arbejde i flere år. Derfor bliver pensionsalderen løbende sat op med levetidsforbedringerne. F&P’s undersøgelse viser, at 57 procent af befolkningen godt kan se sig selv arbejde efter pensionsalderen, hvis de til gengæld kan drosle ned i timetal i en periode op til selve pensionsalderen. Det kæver derfor langt mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis det i praksis skal lykkedes at få danskerne til at arbejde længere.
- Seniorer vil gerne blive lidt længere på arbejdsmarkedet, og de giver selv opskriften: Mere fleksibilitet. I dag er du i høj grad enten pensionist, eller også er du på arbejdsmarkedet. Så der mangler en gylden mellemvej. Det er meget tydeligt, hvad der skal til: Pensionssystemet skal skrues sammen, så man får mulighed for en fleksibel overgang fra arbejdsliv til pensionisttilværelse, siger Karina Ransby, underdirektør i F&P.
F&P har fire forslag til forbedringer i lovgivningen, der vil gøre overgangen fra arbejdsmarked til pensionisttilværelse mere fleksible.
Fleksibilitet på arbejdsmarkedet er det nye mantra, hvis vi skal arbejde længere
Hver tredje har pensionsopsparing i mere end ét selskab
De fleste danskere har en pensionsopsparing i et pensionsselskab eller en pensionskasse. Men hver tredje har deres opsparing til alderdommen spredt ud på flere.
- Mange glemmer at tænke på pensionen, når de skifter arbejde. Så begynder man ofte i en ny ordning med en ny opsparing i et nyt selskab, mens den gamle opsparing får lov at stå. Og det kan blive dyrt i administrationsomkostninger, hvis man over et langt arbejdsliv glemmer at få slået sine pensionsordninger sammen, siger Karina Ransby, underdirektør, F&P.
Ud af dem der angiver, at de har deres pensionsopsparing i flere selskaber, angiver lidt mindre end 40 procent, at de vil gerne samle dem, men at de bare ikke har fået ”gjort noget ved det” endnu. Andre 40 procent angiver, at de har tjekket, og at det ikke er en fordel for dem at samle deres pensioner.
Der kan være mange gode grunde til, at man har mere end en opsparing: fx forsikringer, en udbetalingsalder, man ønsker at beholde, eller måske investeringsprofiler, man synes matcher ens ønsker og behov.
Ifølge F&P’s statistikker findes der i omegnen af 600.000 såkaldte ”klatpensioner” under 20.000 kroner – altså små pensioner, der ikke længere indbetales på.
Særligt fokus på danskernes pension én gang om året
Epinionundersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med Pensionsdagen den 29. oktober 2023. En gang om året går alle pensionsselskaber sammen og opfordrer danskerne til at tjekke deres opsparinger. Formålet er at hjælpe danskerne med at få overblik over deres pension, så de sikrer deres alderdom bedst muligt.