Sundhedspolitik

Et samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen

F&P arbejder sammen med Sundhedsdatastyrelsen om at informere patienter med en kritisk sygdom direkte om deres rettigheder

Publiceret 24.07.2023

Patienter får automatisk besked

Ingen kritisk syge bør gå glip af en forsikringsudbetaling, som de har ret til ved visse kritiske sygdomme. Derfor har Sundhedsdatastyrelsen og forsikrings- og pensionsbranchen arbejdet tæt sammen om at udvikle en måde, hvor patienter med en kritisk sygdom automatisk bliver gjort opmærksomme på, at de kan være berettiget til en udbetaling fra deres forsikrings- og pensionsselskab. Det har krævet en løsning, der kan kombinere viden om folks kritiske sygdomme med viden om deres forsikringsdækninger. Løsningen har eksisteret siden september 2010.

Sundhedsdatastyrelsen sender et brev 

Samarbejdet mellem myndighederne og branchen har resulteret i en løsning, hvor kundedata fra forsikringsselskaberne sammenkøres med patientdata fra Sundhedsdatastyrelsens Landspatientregister*. Når der i Landspatientregistret registreres en kritisk sygdom hos en patient, der har en forsikring ved visse kritiske sygdomme, sender Sundhedsdatastyrelsen fremover et brev til patienten. Her fremgår det, at vedkommende muligvis har ret til en forsikringsudbetaling og bør kontakte sit forsikrings- eller pensionsselskab.

Dokument ikon
PDF

Se brevet fra Sundhedsdatastyrelsen

Hjælp i en svær situation 

Takket være samarbejdet med myndighederne om denne løsning kan vi nu hjælpe patienter, der ikke er opmærksomme på deres mulighed for at få en udbetaling, til at tage det første skridt, som er at kontakte deres selskaber for at undersøge, om de har ret til en udbetaling. Det vil være en stor hjælp for mange mennesker i en svær situation. Alle patienter, som får en alvorlig sygdom, bør kontakte deres forsikrings- og pensionsselskab med det samme for at undersøge, om de er berettiget til en udbetaling. Brevet fra Sundhedsdatastyrelsen skal ses som en ekstra foranstaltning. Men det er ikke hver eneste kritiske sygdom, der bliver registreret i Landspatientregisteret, og derfor er det ikke samtlige patienter, der vil modtage et brev, selvom de kan være berettiget til en udbetaling.

 

Løsningen er godkendt af Datatilsynet og Finanstilsynet og gør, at forsikringsselskaber kan videregive informationer til Sundhedsdatastyrelsen, og at Sundhedsdatastyrelsen kan sammenkøre disse med data registreret i Landspatientregistret. Selskaberne får ikke adgang til folks helbreds- og sygdomsoplysninger.

Dokument ikon
PDF

Visse kritiske sygdomme - selskabsoversigt